Futsal kort fortalt

”Futsal will always be my first love!” Ronaldo

 

Hvad er futsal

Futsal anses for at være en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden, med omkring 2 millioner spillere!

Futsal er en form for indendørs fodbold som virkelig stiller krav til spillernes teknik, hurtighed og overblik. Intensiteten er høj og spillet presser spillerne til det yderste. Til forskel fra almindelig indendørs fodbold, spilles på en bane uden bander og med en mindre og tungere bold. Netop disse to faktorer gør, at spillet kommer til at foregå langs jorden, med mange korte hurtige pasninger, hvilket udfordrer spillerens tekniske og taktiske forståelse.

 

Futsal gennem årene

Futsal blev født i 1930 i Montevideo, Uruguay af argentineren Juan Carlos Ceriani. Spillet blev siden udviklet på gaderne i São Paolo, Brasilien.

I 1965 blev det Sydamerikanske futsal forbund (Confederacion Sudamericana de Futbol de Salon) oprettet, bestående af landene Paraguay, Uruguay, Peru, Brasilien og Argentina. Herefter blev det Sydamerikanske mesterskab afholdt for første gang, med Paraguay som vindere. Brasilien har i mange år været det dominerende land inden for futsal.

FIFA tog efterhånden futsal til sig og siden 1996 har man afholdt FIFA Futsal World Championship, hvor især Brasilien og Spanien har dystet om førstepladsen. Efterhånden spilles futsal i rigtig mange nationer, hvilket bidrager til større konkurrence på landsplan.

 

Futsal i Danmark

Desuden spilles der selvfølgelig futsal i Danmark. I 2006/2007 integrerede  DBU futsal som en del af DBU’s officielle turneringer og gik dermed for alvor ind i arbejdet med udviklingen og udbredelsen af spillet i Danmark.

Vi mener i DBU, at futsal er fremtidens fodboldspil indendørs. Vi har derfor valgt, at futsal også nu bliver fremtidens indefodbold i DBU-regi, og det er derfor også sidste år, at vi afholder DM i indefodbold på traditionelt vis.” lød det fra DBUs formand, Allan Hansen i 2007.

 

GymnasiumFutsal

I takt med den stigende interesse for futsal, tænkte vi, at det kunne være spændende at lave en stor turnering for landets gymnasiale skoler. Med ønsket om at kunne bidrage med et nyt pust til de traditionelle sportsgrene, man beskæftiger sig med i idræt. Se mere under menupunktet ”Tankerne bag”.